Lejlighederne

Røde Kors Hjemmet består af 3 boligforeninger med plejeboliger.

  • Røde Kors Husene: 13 boliger der alle er 2-rums (velegnet til ægtepar)
  • Røde Kors Plejeboliger (hjemmet): 32 boliger som er 1-rums boliger. 6 af disse er demensboliger, der ligger i et skærmet afsnit
  • Røde Kors Plejeboliger (Holbækvej): 8 1-rums boliger og 8 2-rums boliger (disse 2-rums boliger er ikke egnet til ægtepar)

Her kan du læse om de forskellige lejlighedstyper, der findes på Røde Kors Hjemmet. Vær opmærksom på, at man  bliver tilbudt den først ledige bolig og derfor ikke selv kan vælge. 

Der er fjernsyn og radio i fællesrummene.

 

Huslejen ligger i intervallet 5400 - 8600 kr. Derudover kommer der a conto-beløb for vand og varme, forplejning og diverse tilvalgsordninger.

Huslejen kan nedsættes ved ansøgning om boligstøtte.

Få mere information eller søg boligstøtte på soroe.dk

Type 1:

Røde Kors Husene, Kirkevej 41, lejl. 1-13.

Alle lejlighederne er på ca. 75 m2 og er velegnet til ægtepar.

Lejlighederne består af entre, badeværelse, soveværelse og stue med åbent køkken med ovn og køleskab. Desuden overdækket terrasse med udhus.

 

Type 2:

Røde Kors Plejeboliger, Kirkevej 41, lejl. 20-45.

Boligstørrelserne er mellem 66-74 m2 med eget bad og lille tekøkken. Hver lejlighed har en lille terrasse og tilhørende depotrum.

Til hver af enhederne er der knyttet et fællesareal med køkken-alrum, der benyttes til spisning og socialt samvær.

 

Type 3:

Røde Kors Plejeboliger, Holbækvej 103 og 105:

Der er i alt 16 plejeboliger; 8 x 1- vær. lejligheder og 8 x 2-vær. lejligheder (ikke egnet til ægtepar).

Lejlighederne har eget bad og et lille tekøkken. Yderligere har lejligheden et tilhørende depotrum.

Man bedes selv sørge for køleskab og fryser.

Alle lejligheder har en lille terrasse og et lille udhus.

 

Type 4:

Røde Kors Plejeboliger, Kirkevej 41, lejl. 14-19:

En afskærmet enhed for borgere med en diagnosticeret demenssygdom.

Hverdagslivet i "Perlen" er bygget op omkring fællesrummet.

Boligstørrelsen i Perlen er mellem 51-53m2.

 

Type 5:

Birkebakken, Holbækvej 101:

Et bofællesskab for 7 borgere med særlige behov for pleje, praktisk og socialpædagogisk bistand på grund af psykisk og fysisk lidelse eller handicap.

Til Birkebakken er der tilknyttet socialpædagogisk personale.

Boligen er 1-vær. lejlighed.

Vi er et pædagogisk bosted under Røde Kors Hjemmet. Vi har plads til 7 beboere.

Hverdagen tilrettelægges pædagogisk og i samarbejde med beboeren, hvad der giver mest livskvalitet. Beboerne har stor indflydelse på hverdagen og her kan bl.a. nævnes faste beboermøder.

Beboerne på Birkebakken er som en lidt større familie, som har forskellige opgaver og gøremål i hverdagen.

Der er mulighed for forskellige artet aktiviteter og beboerne er med i planlægningen af disse.

Røde Kors Hjemmet er omfattet af arbejdsmiljøloven, der foreskriver at arbejdet i beboerens lejlighed skal planlægges og udføres således, at det er sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt.

Derfor skal der i samarbejde med beboeren udarbejdes en Arbejdspladsvurdring (APV). APV'en er et redskab til forebyggelse af arbejdsskader hos personalet ved udførelse af daglige, pleje og rengøringsopgaver for beboere på Røde Kors Hjemmet.

APV omhandler følgende forhold:

  • Forebyggelse af ulykker
  • Boligens indretning
  • Forflytninger og hjælpemidler
  • Rengøring
  • Samarbejde

Dette medfører nogle krav til indretningen af lejligheden.

Ved behov for personlig pleje og hjælpemidler, er der krav om 75 cm plads omkring sengen på begge sider, ingen gulvtæpper ved brug af hjælpemidler. Dette gælder også ved toilet, vask og bruser.

Hjælpemidler, som kørestol, lift o. lign. skal opbevares i lejligheden.

Får man brug for personlig pleje i sengen skal der, af hensyn til plejepersonalet, søges om plejeseng.